København, Danmark, 21. august 2008 - Genmab A/S (OMX:
GEN) har i dag offentliggjort, at selskabet har nået den femte milestone
vedrørende ofatumumab (HuMax-CD20®) under samarbejdet med GlaxoSmithKline
(GSK). En milestone-betaling på ca. DKK 232,7 mio. (ca. USD 48,5 mio.) blev
udløst ved opnåelsen af positive resultater i fase III undersøgelsen med
ofatumumab til behandling af refraktær kronisk lymfatisk leukæmi (CLL).
Genmab har modtaget i alt ca. DKK 552 mio. (ca. USD 110 mio.) i
milestone-betalinger under samarbejdet til dato.
"Opnåelsen af denne milestone er selvfølgelig et vigtigt potentielt
vendepunkt for Genmab," udtaler Lisa N. Drakeman, ph.d., Chief
Executive Officer hos Genmab, "men det er endnu vigtigere for de
CLL-patienter, der venter på nye behandlinger til at bekæmpe deres
vanskelige sygdom."
Ofatumumab er et fuldt humant, ny-generations monoklonalt antistof, som
retter sig mod en særlig membran nærmest tilknytningspunktet på CD20
molekylets epitop (et specifikt bindingssted for antistoffet) på B
cellerne. Ofatumumab er i klinisk udvikling til behandling af kronisk
lymfatisk leukæmi, follikulært non-Hodgkins lymfom, diffust storcellet
B-celle lymfom, leddegigt og recidiverende-remitterende multipel sklerose i
henhold til en aftale om fælles udvikling og kommercialisering mellem
Genmab og GlaxoSmithKline. Ofatumumab er endnu ikke godkendt i noget land.